Vi har besøg af skolevejlederen. Det er en rar mand, som altid forsøger at finde ud af, hvad det egentlig er, vi siger, når han spørger os, om vi vil i praktik eller på efterskole eller direkte over i gymnasiet. Han har tidligere hjulpet mig ed at finde en praktikplads nede på byens teater. Jeg vil nemlig være skuespiller. Har villet det i mange år. Lige siden min mor meldte mig til et sommerkursus i skuespil. Det var sjovt. Vi satte et stykke op på teatret, og jeg fik en lille monolog, som jeg skulle sige. Jeg var 8 år dengang. Lige siden har det faktisk været det eneste, jeg er interesseret i. At få lov til at stå på scenen sammen med andre skuespillere.
Dramaefterskole?
Da skolevejlederen ved, hvor jeg gerne vil hen, så har han taget nogle initiativer. Han har fundet en dramaefterskole, som jeg kan komme på. Desværre ikke i år, men året efter. Det betyder, at jeg må blive et år ekstra i folkeskolen. Det gider jeg ikke. Jeg hader den. Hader bøgerne, hader dansklæreren, som er en krakiler. Og jeg er ikke god til at sætte kommaer, så mine karakterer kommer aldrig op i eliteniveauet.
Lige nu går jeg i 8. klasse, og jeg ville gerne have været på efterskole i det kommende skoleår. Men da han nu har fundet en skole, som jeg gerne vil gå på, så må jeg vente. Han har fortalt mig, at de har en lang venteliste, og at han har skrevet mig op på den – allerede sidste år. Det ser ud til, at du skal på efterskole i 10. klasse, siger han. ”Efterskole 10. klasse”, tænker jeg. Det er spild af tid. Scenen kan ikke vente på mig. Der er ingen grund til, at jeg behøver at bruge et ekstra år på skolen her.
Derhjemme fortæller jeg mine forældre om beskeden, jeg har fået. De ser ikke ualmindeligt skuffede ud. Min mor siger, at det nok er bedst for mig, at jeg får et ekstra år til at tænke mig om i, inden jeg går videre med skuespildrømmen. Hun kan virkelig slå al entusiasme ihjel. Hun mener mig det vel, men er ikke glad for min drøm om at blive skuespiller.
Far er helt med på det
Min far siger derimod, at det er fedt for mig, at jeg kommer på dramaefterskolen, jeg drømmer om. At der går et år inden, er ingen tid. Det vil jeg forstå, når jeg har været på efterskolen i få uger. Han gik selv på efterskole, da han var på min alder. Dengang var det ikke så populært, som det er i dag. Tværtimod. Han blev anset for at være problematisk i skolen, og blev nærmest tvunget til at komme på den. Han fortæller mig om de eventyr, han oplevede på skolen om de venner, som han stadig har derfra. (De besøger os sommetider til julefrokost…) Han fortæller mig, at jeg har hele mit lange, kommende liv foran mig, så der er ingen grund til at jappe. Han siger, at jeg skal skynde mig langsomt. Ok, men et år mere er altså lang tid!